Voksenklaner og Forældrepatruljer
Klan Heimdal
"En hedder Hejmdal, han kaldes den hvide As og er stor og hellig. Han fødtes som Søn af ni Møer, allesammen Søstre. Han kaldes ogsaa Hallinskidi og Gyldentand, hans Tænder var af Guld. Hans Hest hedder Guldtop. Han bor paa Himmelbjerg ved Bifråst. Han er Gudernes Vogter og sidder der ved Himlens Ende for at vogte Broen mod Bjergkæmper. Han kan nøjes med mindre Søvn end en Fugl og ser saavel ved Nat som ved Dag hundrede Mil frem for sig. Han kan ogsaa høre Græsset gro af Jorden eller Ulden af Faarene og naturligvis alt, der lyder stærkere. Han har den Lur, der hedder Gjålls Horn, og naar han blæser i den, høres det i alle Verdener. Hejmdals Sværd kaldes Mandshoved. Det siges om ham[48]: Himmelbjerg det hedder, hvor Hejmdal kvædes at herske over Helligdomme, der Gudernes Vogter i sin Vaaning drikker glad den gode Mjød. Og endvidere siger han selv i Hejmdals-Galder: Jeg er ni Mødres Barn, jeg er ni Søstres Søn."
Klan Heimdal startede i 2020 og er et tilbud om sociale arrangementer for alle med tilknytning til Stenlænderne der er fyldt 18 år.
Find os på Facebook.
Klan Brimer
”Der er mange gode og mange slemme boliger efter Ragnarok. Bedst er det at være i det himmelske Gimle, der er fagrere end solen og tækket med guld; god drik er der for dem som have gammen heraf i salen Brimer, som ligeledes er i himlen. I disse sale skulle de gode og retskafne mennesker bo”.
Klan Brimer blev dannet den 11. december 1999, som en klan af tidligere og nuværende (over 23 år) seniorer hos Stenlænderne. Alle, der således har været senior, kan blive medlem af Brimer. Formålet med Brimer er at møde gamle spejderkammerater fra de glade dage i Hræsvelgr.
Klan Brimer kommunikerer via Brimers hjemmeside på facebook, og alle tidligere medlemmer af Hræsvelgr kan blive medlem af Brimers facebook-gruppe.
Klan Brimer mødes hvert år på Maglevads julemarked.
Der er hos Klanlederen en (ældre) adresseliste over mange af de tidligere seniorer hos Stenlænderne.
Forældrepatruljer
Forældrepatruljerne, dagligt omtalt som "Høns og Bukke", består af forældre med tilknytning til Maglevad. De fleste medlemmer har eller har haft børn på Spejdergården Maglevad og mange har taget en tørn enten som leder eller som medlem af gruppestyrelsen.
Forældrepatruljerne tæller hver 25 - 30 medlemmer og mødes normalt en gang om måneden. De fungerer med hver deres økonomi og arrangementer.
En del af forældrepatruljernes virke er at støtte spejderne. De yder en stor indsats ved de indtægtsgivende arrangementer så som Julemarked, Loppemarked, Fastelavn og Sankt Hans.
Det er forældrepatruljernes fortjeneste at Spejdergården Maglevad er restaureret og fremstår som den gør i dag.
Ungbukken
Ungbukkene blev startet i 1974. Mange fædre ville gerne være bukke, men på det tidspunkt var der 25 Stenbukke, og det var umuligt at være flere i pejsestuen på Maglevad.
Ved 3 gamle bukkes hjælp blev så en ny fædrepatrulje oprettet med mødedag den 3. fredag i måneden. Man begyndte med en halv snes medlemmer, men interessen blev hurtigt stor, og nu tæller den henved 30 fædre. Se Ungbukkenes logo.
Ungbukkene holder møde 3. fredag i hver måned. Kontakt via e-mail: raadet@ungbukken.dk
Perlehøns
Perlehønsene blev startet i 1983 på initiativ af et par Ungbukkekoner. Interessen var stor og hovedparten af Perleflokken i dag har været med fra starten og kunne således fejre deres 40 års jubilæum i april 2023.
En vigtig ting for Perlehønsene er også at hjælpe med ved div. spejderarrangementer på Maglevad, det være sig Fastelavn, Sct. Hans og ikke mindst det årlige store Julemarked, hvor en stor del af Perleflokken er involveret. Se Perlehønsenes logo.
Perlerne mødes 3. fredag i månederne august – maj og har en weekendtur i juni. Kontakt via e-mail: topperle@stenlanderne.dk
Læs mere om Stenbukken (Stiftet 1971, opløst 2022) og Stenhønen (Stiftet 1972, opløst 2022) i vores historie.