Spejderne i Stenlændernes juniortrop er ca. 10-12 år gamle og går ca. i 4.-6. klasse. Man er junior i 3. år, men det sidste af årene kigger vi individuelt på den enkelte spejder og vurderer hvornår en oprykning til troppen er en god ide.
I juniorgrenen er målet med vores spejderarbejde at vi er med til at udvikle spejderne til børn, som har både et sundt selvværd, selvtillid og aktivt tager ansvar for andre i den verden, som de er en del af. Vi arbejder hen imod at spejderne selvstændigt kan udføre aktiviteter og opgaver – uden en voksen der detailstyrer dem.
Det gør vi blandt andet ved at arbejde med patruljesystemet. I patruljen tager den enkelte ansvar for egen rolle i fællesskabet for at patruljens fælles mål nås – uanset om målet er at få tændt et bål, bagt en stabel pandekager eller komme i mål på et orienteringsløb.
Vi arbejder mest med klassiske spejder-færdigheder (bål, værktøj, vandring, rejse et telt, bygge en lejrplads, madlavning over bål, kode, knob, osv) men kan også finde på at tage fat i et samfunds-tema som f.eks. FNs Verdensmål, biodiversitet eller andet i samme stil. Det er derfor spejdere kan en masse som ikke-spejdere ikke kan – det handler om færdigheder og ”livs-duelighed”.
Vi er næsten altid udenfor – i det mindste en del af spejdermødet, så tag tøj på efter vejret.
Som forældre til en juniorspejder, så skal du øve dig i at slippe dit barn.... Du skal f.eks. ikke pakke deres rygsæk for dem men blot kigge lidt med fra sidelinjen og spørge "tror du at du har det hele?".
Vil du gerne prøve at være juniorspejder hos DDS Stenlænderne? Så skriv til juniorleder@stenlanderne.dk og hør om der er plads.
